HAR DU BRUG FOR HJÆLP?
Voi swirl

Vælg Land

Løfte om sikkerhed

Vi lover at gøre vores brugere til de sikreste i trafikken.

Vi tror på, at der er styrke i at uddanne vores brugere gennem mange forskellige platforme. Derfor lancerede vi verdens første trafikskole for el-løbehjul - RideLikeVoila - certificeret af det svenske selskab for trafiksikkerhed NTF og det europæiske trafikinstitut VIAS. Vores trafikskole indeholder et omfattende sæt spørgsmål om trafikregler, skilte, parkering og generel viden om el-løbehjul - og har uddannet næsten en halv million brugere i det forløbne år. Vi vil fortsætte med at fremme vores dagsorden om sikkerhed til alle aktive brugere gennem vores app og gennem opsætning af lokale pop-up events om sikkerhed over hele kontinentet (til dato har vi været vært for næsten 100 sikkerhedsevents i de byer, vi opererer i). Selvom vi mener, at man opnår mest ved at belønne god opførsel, er vi også parate til at foretage korrigerende handlinger over for uforsvarlige brugere.

GÅ TIL TRAFIKSKOLEN

Vi lover at have de sikreste el-løbehjul i trafikken.

Selvom vi kun er en to år gammel opstartsvirksomhed, er vi stadig en virksomhed som sætter køretøjer på gaden hver eneste dag. Det betyder, at vi har et ansvar for, at de el-løbehjul som vi sætter ud er sikre samt regelmæssigt vedligeholdte og servicerede i henhold til de højeste standarder. Alle vores el-løbehjulsmodeller er certificeret efter tyske standarder - alment kendt som de højeste standarder på det globale marked. Vi introducerer nu vores hidtil sikreste køretøj nogensinde - Voiager 4 - med blinklys, større hjul, AI-teknologi, der registrerer behov for vedligeholdelse og service, og en miljøsensor, der måler støj- og luftkvalitetsniveauerne i bycentre. I et forsøg på at forhindre spredning af Covid-19 introducerer vi desuden Europas første selvrensende styr i løbet af efteråret.

Vi lover at fortsætte med at bruge teknologi til at finde innovative måder at øge trafiksikkerheden på.

Alle Vois el-løbehjul har en hastighedsbegrænsning som er fastsat i henhold til lokale regler (f.eks. 20 km/t i Danmark og 15,5 km/t i Storbritannien). Gennem geofencing-teknologi har vi været i stand til at øge sikkerheden ved at implementere lavhastigheds-zoner i udvalgte fodgængerområder, hvor el-løbehjulene automatisk sænker farten til gå-tempo. Den samme teknologi bruges til at implementere både forbudte parkeringsområder og såkaldte Voi Hubs som er parkeringszoner, hvor brugerne belønnes for at parkere. Med vores internt udviklede GPS-teknologi, der gør det muligt at lokalisere et el-løbehjul med en meters nøjagtighed, vil vi være i stand til yderligere at bruge geofencing til at reducere risikoen for ulykker, hærværk og uorden i ekstra udsatte områder såsom havnefronter og gader med mange barer. Derudover implementerer vi sikkerhedsfremmende funktioner såsom "hjelm-selfies" og "begyndertilstand".

Vi lover at være transparente og samarbejde med den akademiske verden og forskningsinstitutter

Nøglen til at øge trafiksikkerheden er at sikre, at alle interessenter har adgang til relevant og nøjagtig data. Voi lover at dele al relevant information med den akademiske verden, forskningsinstitutter og myndigheder der søger at have en nuanceret tilgang til spørgsmål om sikkerhed og mikromobilitet. Vi går også ind for bedre praksisser ift. rapportering af mikromobilitetsulykker, da der på nuværende tidspunkt er få markeder som kan give os pålidelig data om dette. Fremadrettet vil Voi offentliggøre en kvartalsrapport om trafiksikkerhed, indeholdende ny forskning, hvidbøger og industriopdateringer. Mere information følger.

Vi lover at fortsætte med at samarbejde med de lokale myndigheder og politiet i alle de byer, vi opererer i.

Bliver vi gjort opmærksomme på en ulykke, hvor et af vores el-løbehjul har været involveret, har vi en klar og grundig proces på plads til at opklare, hvad der forårsagede ulykken, og hvordan vi som operatører kan forhindre, at den samme hændelse opstår igen. Vi vil fortsætte med at hjælpe lokale myndigheder i deres efterforskning af ulykker, når det er nødvendigt, f.eks. gennem datadeling, og er parate til at foretage korrigerende handlinger over for uforsvarlige brugere, som f.eks. at lukke deres konti.

Vi lover at fortsætte kampen mod spirituskørsel.

Vi tolererer under ingen omstændigheder kørsel på el-løbehjul under påvirkning af stoffer eller alkohol. I de kommende uger vil vi lancere tests for at forhindre spirituskørsel samt reaktionstidstests i løbet af nattetimerne for at opfordre vores brugere til at vælge en anden form for transport, hvis de er i påvirket tilstand.

Vi lover at samarbejde med sårbare grupper.

Vi er, og vil fortsat være, i tæt dialog med lokale foreninger for blinde og handicappede personer og sørge for, at vi imødekommer deres behov, og at vores el-løbehjul ikke påvirker tilgængeligheden på fortove. Vi deltager i oplysningskampagner om vigtigheden af korrekt parkering og leder et pilotprojekt om parkeringsstativer i Oslo, det første af sin art, som allerede har bevist, at fysiske parkeringsstativer har en klar effekt på parkeringsadfærd, hvilket kan have en positiv indvirkning på rodet i de byer, som vi opererer i.

LÆS MERE OM PILOTPROJEKTET

Vi lover at være proaktive fortalere for en nulvision for mikromobilitetsrelaterede ulykker.

Dette gør vi ved at fremme debatten om at anvende regulering og infrastruktur til at øge trafiksikkerheden, fordi vi mener, at byer og regeringer også har et ansvar over for sine trafikanter. Vi mener, at der er meget at arbejde på med hensyn til implementering af hastighedsbegrænsninger i bycentre (for alle køretøjer) og byplanlægning såsom beskyttede cykelstier og parkeringsinfrastruktur. Da salget af private el-løbehjul er steget drastisk i de senere år, er der også behov for at differentiere mellem brugen af privatejede el-løbehjul i forhold til brugen af dele-el-løbehjul, da privatejede el-løbehjul normalt har en markant højere hastighedsgrænse og ikke er lige så godt vedligeholdte som de dele-el-løbehjul, der udbydes af en operatør. Firmaer der som Voi udbyder dele-el-løbehjul har investeret meget i sikkerhed i de sidste par år, og lokale myndigheder har også et ansvar for at sikre, at privatejede el-løbehjul og deres brugere lever op til de samme standarder og følger lokale trafiklove.

Vi lover at hjælpe byer med at nå deres ambitiøse klimamål.

Fordi grønnere byer også er mere sikre. Hvert år dør tusinder af europæere som følge af luftforurening, og transportsektoren står for en stor del af CO2-emissionerne i byområderne. Vi bidrager til reduktionen af CO2-emissioner på to måder: internt ved at øge levetiden for vores el-løbehjul og implementere grønne tiltag med elektriske servicevogne der kører på vedvarende energi, og eksternt ved at dekarbonisere byen f.eks. gennem multimodale partnerskaber, der arbejder for at få folk til at bruge bilen mindre. Apropos grønnere byer, så er vi stolte af at sponsorere flere lokale dykkerforeninger, der henter affald fra havbunden. I alle de byer som Voi opererer i, som ligger tæt på vandet, vil vi opsøge samarbejder med sådanne grupper og fortsætte med at advokere imod at el-løbehjul, cykler, bådbatterier og lignende bliver smidt i vandet. Vi er også i gang med at udvikle en funktion på vores el-løbehjul som vil afgive et signal, der kan hjælpe os med at finde el-løbehjulene, hvis de alligevel ender i vandet.

Vi lover løbende at evaluere kommercielle partnerskaber, der har til formål at øge sikkerheden for Vois brugere og andre trafikanter.

Som fortalere for brug af hjelm (vi har udleveret mere end 30.000 gratis hjelme over hele kontinentet i det forløbne år) ser vi på partnerskaber, hvor vi øger tilgængeligheden af hjelme til vores brugere, uanset om de planlægger at køre på el-løbehjul eller ej. Var der nogen, der sagde noget om foldbare hjelme? Vi kan ikke vente med at fortælle dig mere…

Vi lover ofte at søge råd fra eksterne eksperter inden for området.

I 2019 inviterede vi en gruppe europæiske eksperter på trafiksikkerhed til at være en del af vores sikkerhedsråd. På listen over medlemlemmer findes der både universiteter, forskningsinstitutter, fodgængerforeninger og tidligere medlemmer af nationale transportmyndigheder.